Tidsbestilling: 86 61 06 26

Information om nedgroede negle

Nedgroede negle er en tilstand, hvor neglekanten skærer ned i huden ved siden af neglen og giver smerter og evt. betændelse i tåen.

Blodfortyndende medicin og natur medicin
Hvis du er i behandling med Pradaxa, Xarelto, Eliquis eller Lixiana, skal du ikke tage medicinen i to dage før operationen, og først starte op med medicinen dagen efter operationen.

Hvis du er i behandling med Clopidogrel (Plavix, Grepid, Cloriocard), Efient, Brilique, Marevan eller Marcoumar skal du ikke tage medicinen i fem dage før operationen, og først starte op med medicinen dagen efter operationen.

Hvis du er i tvivl, om du i det hele taget må holde pause med din blodfortyndende medicin, skal du kontakte din egen læge.

Hvis du indtager hvidløgskapsler, fiskeolie eller ginkgo, skal du ikke tage det fem dage før operationen.

Operation
Hvis tilstanden ikke kan afhjælpes af bøjlebehandling, kan operation være nødvendigt.

Ved operationen fjernes lidt af neglen i den ene eller begge sider af neglen. Dette er permanent, således at neglen forbliver smallere og derfor ikke længere giver gener.

Operationen foretages i lokalbedøvelse. I forbindelse med anlæggelsen af lokalbedøvelse må en let smerte forventes. Efterfølgende fjernes et lille stykke negl, hvorefter negleroden fjernes med laser.

Slutteligt anlægges en forbinding på tåen.

Operationen varer ca. 30 min.

Der opereres kun en tå ad gangen. Såfremt der er behov for yderligere en operation, kan denne foretages når den første tå er helet.

Efter operationen
Efter operationen skal foden holdes højt resten af dagen, for at undgå hævelse og blødning.

Dagen efter må tåen belastes til smertegrænsen. Såfremt der kommer forværring af smerter, eller at tåen hæver, skal tåen igen holdes højt.

Smerter
Du kan have lette smerter i tåen de første dage. Smertestillende håndkøbsmedicin vil være tilstrækkeligt til at lindre.

Aktivitet
Du skal tage den med ro de første dage. Du skal ligge med benet højt en del af tiden for at nedsætte blødning, smerter og hævelse af tåen.

Sår / forbinding
Dagen efter operationen fjerner du forbindingen. Herefter bader du foden 10 minutter i en fed opløsning af sæbespåner. Skyl grundigt med rent vand til slut og dup såret tørt. Dette skal du gøre dagligt, indtil såret ikke længere væsker. Der kan gå 1 - 3 uger. De første dage anlægger du en let forbinding evt. bare et plaster.

Arbejde / sygemelding
Du kan som regel genoptage arbejde efter 3 - 5 dage.

Komplikationer
Infektioner kan forekomme efter operationen. I tilfælde af infektion kontaktes klinikken eller egen læge mhp. Antibiotika behandling. Såfremt der efter behandling fortsat er problemer kontaktes klinikken.

Midlertidige nedsat følesans kan i sjældne tilfælde forekomme og varer som regel 2-3 mdr.